Klagesang og klaustrofobisk kærlighed

Foto: Klaartje Lambrechts

En ældre kvinde træder ind på den lille scene, mens et soundtrack, der skal forestille at være musik, men i højere grad synes at være iscenesat larm, drøner ud af højtalerne. Kvinden er ikke opsigtsvækkende, alderdommens forfald er sat ind, men har endnu ikke helt taget over. Hun er stadig nogenlunde rank, håret er kort og gråt, ansigtet fri af makeup. Hun er iført en grå, løstsiddende cardigan og joggingbukser, sokker på fødder.

Ærværdig alderdom eller nådesløst forfald?

”Comeback”, skriver hun med kridt på den sorte bagvæg, og leder derved mine tanker hen på Re-Collect, Corpus-forestillingen med de aldrende karakterdansere på Det Kongelige Teater i sidste sæson. Men vi er ikke på Det Kongelige Teater, hvor den polerede overfladen stadig er det herskende udtryk, men i de anarkistiske Dansehallerne, hvor perfektionistisk stræben og æstetisk skønhed træder i baggrunden til fordel for dyrkelse af vildskaben og en afsøgning af menneskets skæve sider og mørke pletter. Hvor den ærværdige og anerkendte instruktør Staffan Valdemar Holm i Re-Collect viste sine fire balletdansere som drilske, kokette, smukke og absolut ikke i forfald, tillader Jan Martens, ung fremadstormende belgisk koreograf og manden bag de fire værker, som denne forestilling, BIS, er en del af, ikke sin performer samme luksus. Danseren Truus Bronkhorst får ikke lov til at gemme sig bag gimmicks, sjove indslag og videoklip fra sin ungdom.

Med ivrig desperation skriver hun sine bønfaldende ord på væggen. ”Stay”, ”Leave”, ”Please”. En ung mand, Martens selv, træder ind på scenen, trækker hende rundt som en kludedukke, sætter en høj taburet frem, som hun stiller sig på, nu kun iført en halvt gennemsigtig trikot af sort blondestof. Hendes bryster anes igennem stoffet, hendes krop stilles til skue mens lyset fokuserer på hende, og hendes øjne fokuserer på os, publikum. Kroppen og ansigtet er mærket af den snigende alderdom. Hun står alene på scenen, som en statue, en støtte over levet liv, overlevet liv, med slap hud, rynker i ansigtet. Blikket er sørgmodigt, som om det har set for meget. Der er helt stille i det lille rum.

Den nøgne klage

Hun begynder at sukke, ”åh”, stønner hun sagte, som om hun ikke længere kan holde det inde. Hendes små udbrud bliver gradvist højere, mere klagende, mere intense. En blød kvindestemme begynder langsomt at bølge ud af højtalerne, syngende en sød ballade, halvvejs ind over den gamle kvindes lyde. Kvinden bøjer sig mere og mere fremover i sin klage, som om smerten fra hendes indre forplanter sig til hendes krop, som om fortvivlelsen gør fysisk ondt på hende.

Jeg bliver først en smule skræmt ved hendes vedvarende udbrud, derefter føler jeg et voksende ubehag ved situationen. Jeg får lyst til at distancere mig fra hendes smerte, jeg ønsker, at hun skal holde op, og samtidig har jeg voldsomt ondt af hende. Enkelte blandt publikum begynder at le, og pludselig indser jeg, at kvinden virker en smule latterlig, grotesk nærmest i sin gentagne hylen, der bliver højere og højere, næsten overdrevet. Alligevel skammer jeg mig over deres latter, over at de kan le så hjerteløst.

Nu står hun med ryggen til os, pludselig tavs, og bevæger armene op og ned som en fugl, der langsomt prøver om vingerne kan bære. Med udstrakte arme ligner hendes lange skygge grangiveligt en stor fugl. Hun vender igen fronten mod os, dækker sit ansigt med hænderne, kærtegner langsomt kroppen, forsigtigt, andægtigt. Først brysterne, så mave, lår, strejfer kussen, mærker skuldre og arme.

BIS er en sær, stærk forestilling. På den ene side lever den op til populærkulturens (og mine egne) fordomme om smal performancekunst – en kvinde der står på en stol og stønner! På den anden side rammer værket – og Truus Bronkhorsts rystende præstation – en pæl lige igennem min berøringsangst og magelighed. Den tør vise en kvinde, et menneske, der vrider sig af indestængt smerte – vi får ikke at vide, hvad hendes fortvivlelse skyldes, kun at den er der. I en tid, hvor alle synes at dyrke den polerede overflade, og alt handler om overskud og popularitet – se, hvor succesfuld, smuk og dygtig jeg er, se, hvor mange venner jeg har! – fremviser Martens og Bronkhorst et menneske fyldt med angst og tvivl, i kamp med sig selv, i længsel efter nærhed og samtidig bange for det. Således er BIS en saltvandsindsprøjtning, et slag i ansigtet, som man bagefter er taknemmelig for.

Parforholdets osteklokke

Til sammenligning var aftenens andet Martens-værk, Sweat Baby Sweat, lige så intenst, men knap så rammende. Måske fordi det kræver en stor portion tålmodighed at betragte to mennesker, dansere Kimmy Ligtvoet og Steven Michel, krabbe omslynget rundt på scenen i 65 minutter.

Her vakler en mand og en kvinde langsomt rundt på scenen, hun sidder overskrævs på ham, med armene i tæt greb om hans hals, mens han bærer hende rundt. De er forelskede, kun iført undertøj, kun med øje for hinanden. Lyset er varmt, på bagvæggen står der skrevet ”As long as you are here, I am too”. Meget intenst, meget romantisk. Men meget hurtigt føles nærheden mellem de to, der lukker alt andet ude, både trættende og klaustrofobisk for tilskueren.

Igen opnår Martens en stærk effekt ved at lade en enkelt handling og bevægelsesmønster gentage sig i det uendelige. Jeg bliver irriteret på parret efter et stykke tid, finder deres gensidige afhængighed ensformig, barnagtig nærmest. Da de efter lang tids gåen rundt på scenen standser op og begynder at kysse, er det gabende kedeligt. Det hele er pænt, idyllisk glat, det føles ligegyldigt at overvære to unge, smukke mennesker engageret i en glansbilledlignende parforholdsæske, komplet med to sæt usynlige skyklapper, der lukker omverdenen ude.

Mænd er fra Mars?...

Og så langsomt brydes stilheden af en ulmende baggrundsstøj, en sagte brummen. Manden begynder at trækker sig. Kvinden ønsker at bevare nærheden og hopper op på ham, han forsøger at skubbe hende ned. Min lettelse over, at glansbilledet brydes, blandes med en fornemmelse af at overvære en parforholdskliché taget direkte ud af en klassisk chick flick. Den umodne mand, der ikke tør forpligte sig, og den kærlighedsramte kvinde, der med stigende desperation forsøger at fastholde ham. Kvinden vil forblive i symbiosen, manden vil have plads. Intet nyt under solen. Og så alligevel… For pludselig omfavner han hende, som et omsorgshungrende barn omfavner sin mor for at søge kærlighed og trøst. Afhængigheden fortsætter under nye former, de to hverken kan eller vil slippe hinanden helt.

Min irritation bliver til noget mere, jeg tvinges til at undre mig over, præcis hvorfor hele scenariet gør mig så utålmodig, når jeg samtidig sagtens kan betragte en lang scene med en enkelt, hylende kvinde, som bevægende og forløsende. Måske fordi kanterne, dramaet, smerten er mere interessant end den lykkelige (og er den nu også det?) tosomhed?

Sweat Baby Sweat kaster et sympatiserende blik på parforholdet, samtidig med at det ironiserer let over det. Forestillingen kunne godt have været kortere, især sidste del, hvor en sødmefyldt ballade akkompagneres af citater fra diverse kendte kærlighedssange, der projekteres op på væggen, mens de to elskende endelig skilles og går hver til sit, bliver usynlige mens lyset slukkes på scenen. Det er, som om forestillingen mister lidt fokus, lidt skarphed ved at blive ved i det uendelige og gentage sit kærligt ironiserende blik på parforholdet, til man næsten er bevidstløs af utålmodighed og alvorligt savner en afslutning på løjerne.

BIS og Sweat Baby Sweat spillede i Dansehallerne den 5.november som en en del af fire udvalgte forestillinger af den belgiske koreograf Jan Martens. De to andre forestillinger, Ode to the Attempt og She was a Visitor spillede den 6.november. Jan Martens-programmet var en del af Thousand Threads, et koncept hvor Dansehallerne i løbet af sæsonen præsenterer en række eksperimenterende, innovative værker af kunstnere fra ind- og udland. Næste omgang Thousand Threads kan opleves den 11.december med dobbeltprogrammet Joyride og Your Majesties. Læs mere på Dansehallernes hjemmeside.

Foto: Anna van Kooij