Er der et liv efter balletten? 242 år i trikot, 2.del

Foto: Signe Roderik

Efter en usikker start er Det Kongelige Teaters ’kompagni i kompagniet’, Corpus, endelig ved at finde sine egne balletben.

Corpus blev stiftet i 2012 på foranledning af balletmester Nikolaj Hübbe som et forsøg på at udforske ballettens rolle i en moderne verden. Hvad kan dans gøre, kan den kunstneriske proces være demokratisk, og har ballet egentlig en relevans i nutiden?

Corpus debuterede i slutningen af sidste teatersæson med forestillingen We're Not Waving.... We're Drowning, et syret miks af dans og komedie, der ikke helt klarede sig helskindet igennem, selvom der ikke manglede vilje og gå-på-mod. Resultatet var en blandet landhandel, en forestilling der ville for meget og som konsekvens strittede i alle mulige og umulige retninger, med enkelte glimrende partier, der heldigvis ikke druknede i mængden af glitter og skøre kostumer.

Denne sæson blev indledt med Interregnum, et forsøg på at udvikle en danseforestilling ud fra princippet om, at alle medvirkende dansere havde lige meget at sige. De medvirkende var fortrinsvis korpsdansere og aspiranter. Med 242 år i trikot er Corpus gået i den modsatte grøft og har skabt en todelt forestilling, der hylder ballettens 5 karakterdansere.

Et lunt blik på fortiden
Balletdansere stopper normalt karrieren, når de er 40 år. Enkelte fortsætter dog som karakterdansere, hvor de udfylder de roller i balletforestillinger, der er vigtige for historien, men ikke kræver ret meget dans. Som f.eks. moderen eller faderen til stykkets hovedpersoner, en munk, en heks eller en trold.
1.del var Petit Voyage, (beskrevet i mit forrige indlæg) et lille mesterstykke der lod publikum komme helt tæt på eminente Lis Jeppesen.

Re-collect var 2.del, der havde den svære opgave at følge efter Jeppesens fantastiske solodans. Det var knap så alvorligt, men med masser af lun humor. 4 dansere, der alle har tilbragt størstedelen af deres liv på Det Kongelige Teater, så i fællesskab tilbage på deres karriere. Det blev en drilsk leg med publikum, hvor karakterdanserne med mimespil og enkelte replikker erindrede deres hektiske fortid som toptunede balletudøvere, med alt hvad det indebar af tidlige morgenvækninger, intens træning, forestilling på forestilling og en fritid der ikke var meget mere end et pusterum i en travl hverdag.

De 4 karakterdansere, Poul-Erik Hesselkilde, Eva Kloborg, Mette Bødtcher og Mogens Boesen spillede sig selv med et glimt i øjet. Hver person dansede uddrag af et parti, der havde personlig betydning for dem – fra klovnen i Petrusjka til prinsen i Svansøen – hver dans et kærligt tilbageblik, indledt af filmklip fra danserens karriere. Men det var et ironisk, usentimentalt blik på fortiden. Den berømte Blomstervals fra Nøddeknækkeren udløste panikangst hos danserne – for selv Tjajkovskijs smukke musik kan man blive bims af, hvis man har danset til den hver decemberaften i de sidste 20 år!

Selvom Re-collect ikke gjorde så stærkt indtryk som Petit Voyage, gav den et interessant og satirisk indblik i, hvordan der stadig kan være liv i lemmerne, selvom der med alderen er skruet ned for dansen.

Ligesom Interregnum blev Re-collect til igennem dansernes egne improvisationer, som de opbyggede i samarbejde med instruktøren Staffan Valdemar Holm. De næste Corpus-forestillinger er lige om hjørnet. Den 14. og 20.november er det danserne Christina Michanek og Emma Håkansson, der hver især fremviser et improviseret stykke, sidstnævnte i samklang med Mike Sheridan. Det bliver interessant at se, hvor de fører os hen. Det er endnu for tidligt at sige, hvilken betydning Corpus får for den hjemlige dansescene, men hidtil har det været en underholdende tur gennem dansens mere skæve udtryk.