Fotos: Costin Radu |
Okay, overskriften er lidt snyd, for den pågældende danser
er ikke ligefrem ny, og bestemt heller ikke undervurderet inden for murene
eller i pressen, der langsomt har drejet spotlyset i hans retning i løbet af
det sidste år eller to. Men det har holdt hårdt, for i de seneste 3 år har der
stort set ikke været fokus på andre dansere end Alban Lendorf og Ida Prætorius.
Helt bestemt fortjent for begges vedkommende, men nu har jeg aldrig været fan af
ensidighed, og især i tilfældet Alban Lendorf har det været enormt trættende at
være vidne til, hvordan ingen andre mandlige dansere i offentlighedens øjne
tilsyneladende var værd at beskæftige sig med. Jo, han er god, men det betyder ikke, at
alt hvad manden laver er godt, og ingen andre er værd at kigge på. Derfor har
en del af mine indlæg handlet om at pille myten ud af manden, uddele ris og ros
til dette balletfænomen som var han en danser på lige fod med resten af
kompagniet, og frem for alt fremhæve dem, der også gør det godt, også selvom de
ikke når hans tekniske niveau.
Charme, danseselvtillid og lækkert hår
Dans er nu engang mere end teknik. En danser skal have
udstråling og personlighed. Charme, selvtillid og lækkert hår, som Score-Kaj
slog fast dengang i 90erne. Og én af de dansere, der i hvert fald har charmen
og håret på plads, for ikke at tale om udstrålingen, er Gregory Dean. Den
britiske danser, der blev udnævnt til solodanser for blot to år siden, er blot
én i rækken af glimrende mandlige balletdansere, som Den Kongelige Ballet i
disse år kan bryste sig af. Siden da er han stormet frem, og i dag er jeg
faktisk i tvivl om, hvorvidt der er noget, som den mand ikke kan. Dét, der
virkelig fik mig overbevist, var Deans præstation som James i sidste sæsons Sylfiden. Han delte partiet med Ulrik
Birkkjær og Alban Lendorf, og selvom jeg egentlig var glad for begges præstationer
(især Lendorf var god som en utilpasset knudemand med skjulte længsler), havde
Gregory Dean bare det dér ekstra, den udstråling og intensitet i rollen parret med danseteknisk virtuositet, som fik
alt til at gå op i en højere enhed.
Nu har Sylfiden
haft repremiere, og denne gang var det Gregory Dean, der dansede på
premiereaftenen. Og denne gang var det, som om alt lykkedes. Et par dansere,
der i sidste omgang famlede lidt med deres roller, havde i denne omgang fundet den rette fod at stå på. Det gjaldt både Sebastian Haynes, der
skulle gøre selveste balletmester Hübbe kunsten efter som en uhyggelig
mandeheks med magnetisk tiltrækning, og Kizzy Matiakis som Effy, James’
stakkels, forsmåede kæreste, der må tage til takke med en anden, da hendes
elskede stikker af midt under brylluppet. I sidste omgang var Matiakis så stiv
og ligegyldig, at Gurns kærlighed til hende virkede helt uforståelig. Denne
gang var hun på forunderlig vis forandret til en levende kvinde, forelsket og
fortvivlet. Især i én scene, da hun og James skal føre an i reelen, den skotske
folkedans, hvor alle bryllupsgæsterne deltager, viste Matiakis, at hun omsider
havde greb om sin karakter.
Overlegen trinfortælling
Hemmeligheden bag Sylfiden
er ikke trinnene som sådan. Selvom denne ballet er den mest kendte og elskede
fra alle tiders mest berømte danske
koreograf, August Bournonvilles hånd, den danske balletmester der ude i den vide verden først og fremmest er
anerkendt for sine trins lethed og musikalitet, er der mere at komme efter end
dansen i sig selv. Bournonville er så god, fordi hans værker ikke blot er
balletter i gængs forstand. Nej, de er skarpt koreograferede, dramatiske
fortællinger. Hos Bournonville, i modsætning til de store, russiske balletter
fra samme periode, hvor historien ofte blev en undskyldning for at kaste sig ud
i hals- og benbrækkende bravournumre, er det altid fortællingen, der er i
fokus. Hvis man danser, er det fordi det giver mening på netop dét sted i
handlingen. Alt hænger sammen, og en stor del af hans balletter er ikke dans,
men mime, hvor danserne gennem ordløs skuespil med fagter og udtryk fortæller
en historie. Det kan virke arkaisk, overdrevet, kedeligt endda. Mange balletgængere
foretrækker i dag bravournumrene, hvor man ikke behøver at følge voldsomt meget
med i, hvad der sker oppe på scenen, men blot kan læne sig tilbage i
teatersædet og lade sig underholde af teknisk virtuositet. Af én eller anden
grund fortrækker jeg dog de balletter, hvor historien rent faktisk har en
betydning, og jeg elsker Bournonvilles balletter over alle de andre. Hvorfor?
Fordi de er så godt fortalt. Hvis de
rigtige dansere er castet, der har sans for både de små hurtige trin, for
letheden og danseglæden, og som samtidig formår at skabe troværdige karakterer
og bruge mimen til aktivt at fortælle den historie, der er baggrunden for det
hele, så flyder det bare. Så bliver
alting på én gang let og medrivende, så vil den kvikke og opmærksomme
teatergænger opdage, hvor genialt alting passer sammen, hvordan forestillingen
ubesværet skifter mellem det morsomme og det dramatiske, det muntre og det
alvorlige, komedie og tragedie.
Intetsteds kommer det så tydeligt til udtryk som i Sylfiden. Denne ballet er berømt, fordi
temaet er alment gyldigt, fordi karakteren James er én, de fleste af os kan
genkende. Måske er eller har vi selv været den, der hørte Sylfidens lokkende
kalden, måske har vi været Effy, der stod uforstående tilbage. Men temaet er
ikke det eneste, der giver balletten vægt. Selve udformningen er imponerende.
En stram komposition, hvor der ikke er et kedeligt øjeblik. Less is more,
balletten er kort, knap en time varer den sammenlagt, men alt, hvad der sker i
den times tid, har en betydning. Alt hænger sammen.
Jeg har set Sylfiden
et utal af gange i denne iscenesættelse, og i modsætning til
Bournonville-puritanerne har jeg ikke noget problem med den minimalistiske
scenografi, der kendetegner denne opsætning. Den er trist at se på, men det er netop pointen. Måske burde James
reelt følge traditionen og flygte ud i skoven med sin Sylfide,
frem for ind i et underligt, hvidt ikke-rum, men hvad pokker, det væsentlige er jo selve dramaet. Her er Gregory Dean en
fuldstændig overlegen James, fordi han får dramaet frem i balletten. Han er den
unge, troskyldige mand, der på sin bryllupsdag vækkes af en ukendt skikkelse,
et bevinget væsen, der kalder på noget inden i ham. Dean får dramaet frem,
fordi han så tydeligt viser sit publikum, hvor meget han kæmper med sig selv.
Hvordan han på den ene side holder af Effy, der fra starten fornemmer, at noget
er helt galt med hendes brudgom. Hvordan han konstant skal holde øje med sin
rival, Gurn (i Andreas Kass’ skikkelse en glat drengerøv, der alligevel har en snert af James' troskyldighed og charme). Oven i det hele dukker Sebastian Haynes’ Madge
op, og hans tilstedeværelse er af ukendte grunde så foruroligende, at Deans
James bliver ude af sig selv, rasende, kommanderende, en blid mand der forsøger
at lege macho-patriark i eget hus for at beskytte sig selv mod ukendte farer. Haynes
var da også uhyggelig fra start til slut og kunne i denne omgang matche Dean i
autoritet og viljestyrke. Midt i hele hurlumhejet spøger Sylfiden, mere
Hollywoodglamourøs end æterisk ånd i Amy Watsons gestaltning, men det gik an.
Hvordan danser man et sammenbrud?
Reelen er optrapningen af dramaet og en af de scener i
balletten, der virkelig er geniale, hvis den bliver sat rigtigt i scene. Det er
her, man for alvor ser, hvor påvirket James er af hele situationen. Der er
et eller andet, der trænger sig på, og kontrasten mellem den muntre folkedans
og hans indre kamp bliver mere og mere tydelig, de hektiske toner og rappe
dansetrin afspejler, hvordan han er ved at gå i spåner. I den version, som blev
spillet til premieren, var Deans James fuldstændig ude af sig selv. Allerede
inden dansen går i gang, må han stå for sig selv et øjeblik for at få styr på
nerverne, med et krampagtigt greb om sin kilt mens han tager et dybt åndedrag, inden han
kan vende sig mod sine gæster og føre sin brud ud i dansen. Og allerede her ved
Effy, at noget er helt galt. Et par minutter kan de begge lade som ingenting og
give sig i kast med de muntre trin, men snart kommer Sylfiden vimsende ind på
scenen, usynlig for alle andre end James, der forvirret og fuld af længsel løber
efter hende – og glemmer sin brud. Så er Sylfiden væk, og han må tilbage,
oprevet og fortvivlet over sig selv og sin opførsel, så dukker hun op igen, og
han glemmer alt omkring sig. Da dansen til sidst er til ende, er han
sammenbruddet nær, og da Effy et øjeblik må forlade ham for at få brudeudstyret
på, holder parret hinanden så krampagtigt i hænderne, som om de begge ved, at
om lidt er det slut, om lidt forsvinder han, og de ser aldrig hinanden igen.
Hvad er det lige præcis Gregory Dean gør, siden hans James
er så god? Han skaber en karakter, der er både troværdig og medrivende. Som
James lyser hans ansigt af en sårbar uskyld, der er en lidt drenget
umiddelbarhed over ham, der kommer til udtryk i alt hvad han gør. Hans glæde,
da han endelig giver efter og følger Sylfiden, er så smittende, hans usikkerhed
og angst så menneskelig, at det er umuligt ikke at føle sympati med ham. Måske
er hans udtryk lidt vel teatralske. Ved premieren virkede det, som om hele
holdet havde skruet helt op for følelserne. Selv Amy Watsons Sylfide gav den en
ekstra tand, da hun til sidst skulle dø, hun famlede sig frem til den elskede
med ansigtet helt fortrukket af teatralsk gråd. James var på den anden side så
bundulykkelig, at han bagefter ingen kræfter havde tilbage til at kæmpe mod
Madge. Var det for meget? Måske, men balletfortælling er en svær kunst. Uden
ord skal danserne gestalte intense følelser, så det kan mærkes helt oppe under
loftet. Overdrivelse er ganske enkelt nødvendigt for at alle kan følge med. Personligt
vil jeg også hellere have spillere på scenen, som giver den en ekstra tand, end
vege og indelukkede dansere, der er bange for at give den hele armen. Det er jo
et drama, og den danser, der ikke kan få publikum til at blive berørt, når
Sylfiden og James dør til slut, har ikke noget at gøre i forestillingen.
Hvorfor se en oldgammel ballet fra 1800-tallet, hvis man ikke interesserer sig
for andet end yndig dans? Hvad skal vi med James og Sylfiden, Effy, Gurn og
Madge, hvis de ikke har noget at sige os? Hvad kan Bournonville bruges til i
dag, hvis hans balletter ikke kan få os til at le og græde?
Personligt kan jeg se hans balletter igen og igen og stadig
sidde på kanten af stolen, anspændt, oprørt, leende det ene øjeblik, fortvivlet
det næste, selvom historien er den samme. Jeg sidder glubsk som en ulv og
følger hver fod, hvert blik, hvert løftet øjenbryn. For er der én ting, jeg
aldrig bliver træt af, er det at se en balletfortælling udfolde sig så
overlegent, som det sker i Sylfiden.
Sylfiden spiller sammen med Tema og variationer på Gamle Scene frem til 27. februar 2016. Læs mere her.
PS. Sidste år brokkede jeg mig over, at man spillede Etudes sammen med Sylfiden. Derfor er det på sin plads for en kort bemærkning at fremhæve Balanchines Tema og variationer, der i lighed med Etudes er ren skøndans, men kortere, enklere i sit udtryk og mere fokuseret. Det fungerer faktisk ret fint. Efter Sylfidens sindsoprivende slutning er det rart at kunne læne sig tilbage og blot nyde en formfuldendt, klassisk balletopvisning uden dybere mening eller forstyrrelser. Og Tema og variationer er netop slet og ret flot, elegant og simpel. Glimrende danset, men hurtigt overstået, en luftig godbid med en mild og sødmefuld smag. Velbekomme!
Spændende læsning, får lyst til at se den igen !
SvarSletSpændende læsning, får lyst til at se den igen !
SvarSlet