Troldeballet, piratcabaret og morderisk Matthew McConaughey - julens anbefalinger

Foto: Per Morten Abrahamsen

Julen nærmer sig med hastige skridt, men inden gaveræsets slutspurt sætter ind, andestegen skal i ovnen og juletræet pyntes, skal I ikke snydes for en sidste omgang af K for kultur. I dette indlæg giver jeg tre meget forskellige bud på kulturoplevelser i julemåneden - det eneste, de har til fælles, er en høj underholdningsfaktor og forkærlighed for det groteske, omend i meget forskellige forklædninger.

Et Folkesagn - troldedans og romantik på Gamle Scene

Der er ikke meget julestemning over Den Kongelige Ballets årlige juleforestilling. Det gør nu ikke spor, for i sig selv er Et folkesagn en fornøjelig forestilling for folk i alle aldre. Måske de allermindste vil finde troldene en smule uhyggelige, men har de små poder først nået den alder, hvor de kan se en Disneyfilm fra ende til anden uden at blive bange, så er de også store nok til at opleve trolde og hulryggede elverpiger. Et folkesagn er Bournonville, når han er bedst, frækt og finurligt fornyet af Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, så hele historien står lidt skarpere, og kærlighedshistorien er omdrejningspunktet for løjerne.

Balletten handler om den fornemme frøken Birthe af Højgården, der i virkeligheden er et forbyttet troldebarn og derfor slet ikke kan finde sig til rette i et stift overklassemiljø. Med sit heftige temperament skræmmer hun alle omkring sig, selv sin trolovede, den flinke og stilfærdige Junker Over, der hellere vil læse en bog end kurtisere den vilde Birthe. Men inde i troldehøjen bor den smukke og søde Hilda, der i virkeligheden er Højgårdens arving, men blev stjålet som spæd af troldene. Nu skal hun giftes med troldemors ældste søn, den grimme og tumpede Diderik, men situationen ændrer sig drastisk, da hun møder Junker Ove.

Et folkesagn er den perfekte begynderballet. Handlingen er nem at følge, og den har alt det, en god historie skal have: kærlighed, humor, drama, uhygge og en lykkelig slutning. Dertil kommer Mia Steensgaards fantastiske scenografi, der med en blanding af papirklipsskov og hammershøiske stuer skaber et eventyrligt univers, hvor troldeverdenen fungerer som en forvrænget spejling af menneskenes verden.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Forestillingen spiller 4 gange endnu fra fredag til søndag, men særligt matiné forestillingen kl.12 lørdag den 20.december kan anbefales. Her danser Gregory Dean Junker Ove over for Hilary Guswilers Hilda, og trods stærke kræfter på de andre hold (heriblandt Lis Jeppesens Viderik, Alexander Stægers Hr. Mogens, Alba Nadals Birthe samt Alban Lendorf og Gudrun Bojesen i Pas de Sept), er dette hold langt det stærkeste. Guswiler er en meget fornøjelig Hilda, yndig, sprælsk og sødmefyldt, og med personlighed nok til at brænde igennem selv når hun spiller over for troldetrioen Muri (Morten Eggert), Diderik (Sebastian Kloborg) og Viderik (Elisabeth Dam). Elisabeth Dams Viderik er et lille under af en ukuelig spilopmager, mens Sebastian Kloborgs Diderik er fantastisk morsom, en slesk, ulækker mors dreng, der slet ikke forstår, hvorfor den selvstændige Hilda ikke falder ham om halsen, når troldemor Muri nu har bestemt at de skal giftes.

Selvom Amy Watson er sat til at danse Birthe på dette hold, har det indtil videre været Kizzy Matiakis, der har spillet rollen. Man kan kun håbe, at hun også danser lørdag, for hun er som født til at spille Birthe. Jeg har ikke været begejstret for hendes tidligere præstationer i denne sæson og fandt hende fejlcastet i både Kameliadamen og Sylfiden, men som den arrige troldepige er Matiakis perfekt. Aldeles ustyrlig og utilpasset i rollen som den fine frøken er det ikke sært, at hun længes efter et liv uden for konventionens snærende bånd – for hvilken trold kan udholde stiv etikette og snærende kønsroller?

Som Junker Ove beviser Gregory Dean endnu engang, at han er kompagniets nye, mandlige stjerne. Selvom han teknisk set ikke helt kan matche hverken Alban Lendorf (men hvem kan også det?) eller Ulrik Birkkjær, har han en troskyldig inderlighed, en næsten lysende sårbarhed, der blandet med hans høje, lyshårede elegance gør ham perfekt til romantiske helteroller. Hans James i Sylfiden var vidunderligt rørende, og hans Junker Ove er af samme støbning – en idealistisk drømmer fanget af samfundets stramme regler.

Læs mere om Et folkesagn her.

Crazy Christmas Cabaret – The Quest for the Big Chest 

Foto: Thomas Petri

Ingen jul uden Crazy Christmas Cabaret. Siden Vivien McKee satte sit første show op i 1982, er CCC blev en kultlignende juletradition på grund af sin bizarre og dybt underholdende blanding af lumre onliners, skøre plots, mænd i dametøj og ikke mindst den forvrøvlede dr. Helsingør fra Elsinore, der med sit kiksede, stærkt fordanskede forsøg på at tale engelsk gør kærligt grin med danskernes engelskkundskaber. Hele stykket foregår på engelsk, hvorfor det er et af de få teaterstykker, som man roligt kan slæbe ikke-dansktalende julegæster med til hen over julen. Stykket spiller i Tivolis Glassalen frem til 3.januar og kan således snildt fanges i løbet af juleferien.

Dette års CCC handler om One-Eyed Willy, kendt for at besidde en meget stor ting, der stikker ud - nemlig hans skæg! Denne barske sørøver sejler omkring på de syv verdenshave på jagt efter ”a huge chest” – altså en skattekiste fyldt med rigdomme selvfølgelig, nu ingen lumre ideer, kære læser, dette er skam en pæn blog. Traditionen tro er historien en pastiche over populærkultur, denne gang vist en blanding af alle nye og gamle sørøverfilm. Tidligere har blandt andre både Star Wars, Spartacus, Tarzan og Dracula været under kærlig behandling, hvor den fjollede historie blandes med musicalindslag og indflettede jokes om kendte begivenheder i årets løb (typisk med kærlige spark til et par politikere, der har opført sig særlig dumt). Publikum deltager aktivt i stykket, da man opfordres til at buhe af skurken, heppe på helten og synge med på sangene. Den tykke dame (altid en mand i dametøj, i år den formidable Andrew Jeffers) skal altid udse sig et par flotte unge mænd blandt publikum, som han/hun kan lægge heftigt an på undervejs i stykket, og som publikum generelt er der altid risiko for, at man bliver hevet op på scenen for at deltage i løjerne - så er I advaret! 

Foto: Thomas Petri

Det er ikke stor kunst, men når det er bedst, er CCC uforligneligt underholdende, et mekka af kiksede jokes og smagløse optrin, julekitsch på højt plan.

Læs mere om forestillingen her.

En ting er juleforestillinger, men vi skal heller ikke glemmer det, som julen først og fremmest handler om – gaver! Så her følger K for kulturs helt særlige julegaveanbefaling.

Killer Joe - mord, vold og kyllingelår

Selvom True Detective i mine øjne leverede en ujævn første sæson med en banal slutning, var den værd at se af to grunde – Woody Harrelson og Matthew McConaughey. Jeg har altid været glad for Woody Harrelson, men takket være gyselige chick flicks som How to loose a Guy in ten Days har jeg længe set Matthew McConaughey som intet mere end et slikket, talende vaskebræt (manden var siden de sene 90ere mest kendt for konstant at rende rundt med bar overkrop). Med True Detective gik det op for mig, hvor god en skuespiller han rent faktisk er, og jeg begyndte at se en stribe af hans film, nye såvel som gamle. 

Jeg var mildt skuffet over Dallas Buyers Club (ikke så meget på grund af McConaughey, men filmen i sig selv følger samme model som Erin Brokovich og et dusin andre ’based on af true story’-film, der brander sig selv som kontroversielle og modige, men i virkeligheden alle er filmisk ensformige og handler om præcis det samme, nemlig den skæve outsider, der trods sin bryske facade har et hjerte af guld og kæmper de svages sag). Mud var en god film, og med X-kærester (som faktisk var langt bedre end forventet) og The Lincoln Lawyer foldede McConaughey den karismatiske, næsten magnetiske charme ud, som netop er grundlaget for hans stjernestatus.

Der var dog én film, hvor McConaughey virkelig imponerede mig. Killer Joe, en lille, obskur film fra 2011, en kulsort komedie af instruktøren bag Eksorcisten, William Friedkin. Jeg tvivler på, at filmen nogensinde fik dansk premiere, men nu er den ude på DVD (sandsynligvis fordi McConaughey lige nu er den hotteste mandlige skuespiller i Hollywood), og kan fås i Tiger til en flad 20er.

Filmens plot er ret bizart. Chris, en smådum, white trash narkohandler (Emile Hirsch) skylder en masse penge væk til den lokale narkobaron. Hvis han ikke betaler inden kort tid, bliver han slået ihjel. Sammen med sin endnu dummere far (Thomas Haden Church) og sin vulgære stedmor (Gina Gershon) udtænker han en plan. Chris’ mor (som åbenbart er så forfærdelig, at alle hader hende) har tegnet en livsforsikring. Chris og hans far hyrer en lejemorder, Killer Joe (McConaughey), til at slå moderen ihjel. Chris og hans naive lillesøster Dottie (Juno Temple) vil så indkassere forsikringssummen, og Chris kan betale sin livsfarlige gæld. Der er kun ét problem: lejemorderen vil have pengene på forskud - penge som Chris jo ikke har. Efter et tilfældigt møde med Chris’ søster går Joe dog med til at rydde moderen af vejen mod at få et andet slags forskud – Dottie.

Killer Joe er et kammerspil blandt trailer trash, en flok mennesker så dumme og afstumpede, at man næsten tror, det er løgn – hvilket det jo også er, men skuespillerne er så overbevisende, at man køber hele det sindssyge scenarie alligevel. Matthew McConaughey leverer en af sine bedste præstationer som den glatte lejemorder. Med et smil som en slange og en katteagtig blødhed i stemmen forfører han både Dottie og hendes tumpede familie – men som publikum er man aldrig tvivl om, at manden er dødsens farlig og uden barmhjertighed. Alligevel endte jeg med at heppe på ham undervejs i filmen, måske fordi McConaughey udfolder en næsten hypnotisk charme, der får en ekstra kant, fordi man ved, at manden er psykopat. Det er djævelsk underholdende, men bestemt ikke for sarte sjæle. 

Filmen er en af de mest groteske, fucked up film jeg nogensinde har set, først og fremmest på grund af den famøse scene med kyllingelåret, uden tvivl en af de mest ubehagelige scener i filmhistorien (den kan findes på Youtube, men jeg vil virkelig anbefale, at man ser hele filmen for at få konteksten med). Se den, hvis du er vild med (meget) mørke komedier, eller giv den i julegave til en filmnørd, der har en stærk mave og ikke har problemer med realistisk filmvold. Giv den eventuelt til en McConaughey-fan med en skæv sans for humor. 

Killer Joe kan fås på DVD i Tiger til 20,- samt på DVD til 29,95 og Blu-ray til 39,95 i Fona.