Kunstneren som helgen eller røvhul

Dette indlæg er egentlig ment som et svar. Fordi jeg interesserer mig en del for kunst og kunstnerens rolle i forhold til kunstværket, måtte jeg tage bladet fra munden, da bogbloggeren Paperback Castles forleden beskrev, hvordan hendes viden om forfatteres dårlige opførsel smittede af på hendes opfattelse af deres værker.  Naturligvis ryger jeg til dels op af stolen, fordi jeg selv skriver og tænker meget over min selvforståelse som skribent og måske kommende forfatter. Men derudover mener jeg, at det er rivende forkert at sætte lighedstegn mellem kunstneren og værket. Det er selvfølgelig fristende, hvis man drevet af beundring for en kunstners virke begynder at interessere sig for personen selv, men hvorfor skal en kunstner absolut være sympatisk? Jeg ved ikke, om min forestilling om kunst er idealistisk, urealistisk eller noget helt tredje, men jeg kan ikke se, hvilken betydning en kunstners person reelt har for offentligheden, udover at tilfredsstille en basal menneskelig nysgerrighed af den slags som sladderbladene lever højt på. 

Værket frem for personen

Da jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg selv gerne ville opfattes, gik det op for mig, at jeg egentlig var ret ligeglad med, om folk brød sig om mig. Forstå mig ret, som privatperson er jeg bestemt ikke ligeglad med andre menneskers meninger om mig, i hvert fald ikke de mennesker der er tæt på mig og som betyder noget for mig. Men den skrivende del af mig er ligeglad, eller, sagt på en anden måde, i forhold til mine tekster er min person ikke relevant. I forhold til mine tekster er jeg kun en stemme, et talerør, et redskab om man vil. Her er det teksterne i sig selv, der bør have betydning, ikke den person der har skrevet dem. Og sådan bør det være for alle. Jeg bliver heller ikke personligt berørt, når en kendt kunster eller forfatter dør. Jeg kender ikke vedkommende, og deres person betyder ikke noget for mig. Det, der påvirker mig, er deres værker, deres virke, og hvorvidt de havde nået deres fulde potentiale, inden de døde.

Man kan være en genial kunstner og samtidig et elendigt menneske, men det er fuldstændig ligegyldigt i et kunstnerisk virke - måske kan det ligefrem være en fordel, hvis en kunstner har flere knaster end gennemsnitsmennesket. Det eneste, der er vigtigt for en kunstner, er at skabe god kunst, og her er en medalje for eksemplarisk opførsel irrelevant. Ikke at man som kunstner har mere ret til at være et røvhul - der er stadig forskel på ens profession og hvordan man er privat. Det er vist de færreste kunstnere, der insisterer på, at deres virke og deres person står i et 1:1 forhold til hinanden. 

Kunst udspringer altid af personlige erfaringer, men god kunst går ud over det personlige. Hvis det ikke gjorde, ville kunsten ikke være meget værd. Adskillige af de største forfattere har været idioter, fordrukne eller rabiate ideologer. Bare tænk på Knut Hamsun, der støttede Hitler, eller Hunter S. Thompson, der er lige så kendte for sit forbrug af alkohol og stoffer som for sine værker. Eller tag nogle af et hjemligt koryfæ som Yahya Hassan, der bestemt ikke har været blandt guds bedste børn. 

Samtidig bryder jeg mig ikke om tendensen hos nogen til at vurdere kunstnere og andre ekstraordinære individer efter særlige regler. Lad os eksempelvis kigge på filminstruktøren Roman Polanski. Da han i 2009 blev fængslet i Schweiz på grund af sin indblanding i en voldtægtssag fra 1970erne, kastede en masse af hans magtfulde venner inden for kunst og politik sig ud i patetiske forsvarstaler, der plæderede for at myndighederne stoppede 'hetzen' mod dette kunstneriske geni. Men lad os lige få én ting på det rene: at lave kunst giver ikke én carte blanche til at opføre sig som man vil. Polanski er aldrig blevet dømt og retssagen imod ham er ikke afsluttet - derfor vil jeg ikke stemple ham som en forbryder. Men hans umiskendelige talent burde ikke fritage ham for ethvert moralsk ansvar, det bør ikke være en undskyldning for at stille ham til ansvar for at have brudt samfundets love. Når det er sagt, vil jeg ikke underkende hans films kunstneriske værdi. Jeg bryder mig ikke om manden, ærlig talt finder jeg hans handlinger modbydelige, også selvom det skete for næsten 40 år siden, men det afholder mig ikke fra at se hans film.

Selv dårlig mennesker kan lave god kunst

Er kunst nødvendigvis dårligere eller etisk forkert, fordi ophavsmanden eller -kvinden er et dumt svin? Det mener jeg ikke. For ville vores verden ikke blive ulidelig kedelig, hvis vi kun lyttede til de gode, de kloge, de moralske dydsmønstre, der aldrig har trådt forkert, aldrig har kvajet sig? Man skal blot ikke tro, at kunstnere er ophøjede mennesker, der er klogere og bedre end os andre. De fleste er blot mennesker, der har talent for et eller andet, og som er i stand til at destillere livets erfaringer og deres egne drømme over i deres arbejde, til at synliggøre alment menneskelige tilstande, som almindelige mennesker ikke har evnen eller viljen til at udtrykke.

Hvis en kunstner er god nok, ender værket ofte med at blive klogere end kunstneren selv. Det vil sige, at værket ender med at besidde meninger, som ophavsmanden eller kvinden ikke selv havde opdaget, facetter, som kunstneren selv ikke havde drømt om da han/hun skabte det. Det er derfor, vi har anmeldere til at bedømme værker. Ikke blot for at man som kritiker skal sidde på sin trone og sige ”Duer ikke, væk!” og ved hjælp af stjerner eller hjerter stille sig til doms over, hvad der er godt eller skidt. Det skal man selvfølgelig også, men efter min mening ender en kritikers opgave ikke her. Det handler i lige så høj grad om at kunne åbne værket for læseren, at give en tolkning og opdage de sammenhænge og meninger, som måske ikke var umiddelbart tilgængelige. 

Selvfølgelig er det langt nemmere bare at stille sig til doms over for et værk end at gå dybere ind i det og diskutere det, især hvis man ikke føles, at der er så meget at komme efter i værket. Det er altid nemmere at holde sig på overfladen og lade, som om man ophøjet svæver over vandene. Jeg gør det selv, sandsynligvis oftere end jeg vil være ved, helt sikkert oftere, end jeg bryder mig om. Det irriterer mig grænseløst, når jeg gør det, men nogle gange er det bare den nemme løsning at gøre det, folk forventer, sige sin mening og ikke mere, også selvom jeg føler, at jeg bare står og galer som en opblæst hane.

Moralen er, at man ikke bliver bedre, finere, mere særlig af at være god til noget, heller ikke selvom  man er exceptionelt god til det. Enhver person, kunstner eller ej, bør bedømmes på sit arbejde og ikke på sin person. Både anmeldere og forbrugere bør holde person og præstation adskilt og indse, at man godt kan fordømme det ene, samtidig med at man priser det andet. Dét er sand respekt over for både kunsten og mennesket bag.

PS. I skrivende stund opdagede jeg lige, at forfatter Lars Bo Nørgaard har lagt et digt ud på sin blog, der meget fint bider af den gængse snagen i forfatterens privatliv og hvad det kan betyde for læsningen. Bare for at understrege, hvad et overdrevet fokus på personen frem for værket kan afstedkomme.

PPS. Min egen, lidt mere personlige kommentar til diskussionen kan læses her.