mandag den 27. oktober 2014

Flugten fra hverdagen



Fotos: Costin Radu

Jeg burde have lært det nu. Det er dumt at få for høje forventninger til en forestilling, man ender altid med at blive skuffet. Netop derfor forsøgte jeg at slå koldt vand i blodet, da Nikolaj Hübbe i foråret annoncerede planerne om en ny udgave af Sylfiden. Vel at mærke en meget radikal udgave af ballet, der er Bournonvilles mest kendte og elskede og et national balletklenodie. Jeg indrømmer, at jeg nok savlede en smule af sulten begejstring, især da han bekendtgjorde, at det ville blive med helt ny scenografi og uden skotskternede kilte. Jeg er, som tidligere indrømmet, temmelig vild med Bournonvilles balletter, men jeg har altid haft et anstrengt forhold til de uskønne skotske kostumer i Sylfiden

Drøm eller virkelighed
I sig selv er Sylfiden er en eviggyldig fortælling iklædt romantiske balletgevandter. Centralt står altid det store, eksistentielle spørgsmål: Skal man tilpasse sig den trivielle hverdag eller flygte ind i drømmen? I kunsten, kærligheden, vanviddet eller noget helt fjerde? Sylfiden er det eventyrlige væsen, der svarer denne ubevidste kalden, som nogle af os har livet igennem. Hun er et gådefuldt væsen, summen af vores længsler, men i nogle versioner også såre virkelig, en fe der forelsker sig i et menneske trods afstanden mellem deres verdener. I denne version af balletten er hun snarere et symbol, et fantasivæsen der præsenterer en vej ud af et udsigtsløst liv. Som legmeliggjort drøm fungerer Susanne Grinder fint, hun er alt hvad en sylfide skal være, let, luftig, yndig, men uden den store personlighed. Hun er ikke virkelig, det er derfor James ikke kan fange eller favne hende. Det er derfor han ved at dræbe hende tilintetgør sig selv. Da han ser bryllupsprocessionen og sin brud i armene på en anden, går de lige forbi ham, i denne version på helt tæt hold, fordi han ikke længere er i deres verden. Han eksisterer ikke længere i gængs forstand, og mangler kun dødsstødet fra Madge, mens hans Sylfide bæres bort og drømmen lukker sig for evigt.

Der er ting, der skurrer en smule i denne nye udgave, valg, der er lidt ulogiske i forhold til den traditionelle version af balletten. Det burde for eksempel være klart, at Gurn ikke kan se Sylfiden, mens hun danser rundt med Effys sjal, men det er lidt uklart, hvad han rent faktisk ser. Hvad fortæller han Effy og de andre om James, hvad er det han leder efter, tror der gemmer sig under sjalet, der dækker stolen, hvor Sylfiden stod? Han kan jo ikke se hende, for hun er James’ drøm, ikke Gurns. Gurn drømmer kun om Effy og er solidt fæstnet i sit miljø, symboliseret ved, at han konstant har kasket på, konstant er korrekt klædt. James derimod tager kun nødtvungent hatten på, han er den frie sjæl, der ikke kan holde sit liv ud. Og man forstår ham godt, for i den nye scenografi er det lille landsbysamfund ulideligt indelukket, farveløst, tilknappet. Da han først er kommet over i Sylfidens rige, har han smidt jakke og hat og danser befriet og lykkelig rundt i skjorteærmer.

At folkene fra landsbyen kan vandre rundt inde i Sylfidens hvide rige, giver ingen mening. Jeg går ud fra, at de befinder sig i en slags overgangsrum, at de stadig er i deres egen verden, men i deres søgen efter James har nærmet sig et sted, hvor grænserne mellem de to verdener er flydende. Det er bare ikke tydeligt i den kompromisløse scenografi, der kun opererer med enten eller, gråt eller hvidt, ikke overgange og mellemtoner. Men det er småfejl i forhold til det store billede. I sin helhed klæder det grå og sort/hvide look balletten, det strømlinede udtryk er langt mere behageligt for øjet end de hæslige grønne og røde kostumer fra tidligere versioner, og den nye scenografi og kostumer støtter op om historien, så den på typisk Hübbe-vis bliver skarpere, får mere bid.  

Balletmesterens heks
Mændene er stærkest castet, i hvert fald på førsteholdet, hvor Nikolaj Hübbe stjæler billedet som Madge. En slikket, hærget dandy med en magnetisk tiltrækningskraft, på én gang dæmonisk og dybt fascinerende. De halvt sultne, halvt hadske blikke, han sender James, mens han spår de unge piger, er skræmmende. Her har vi en karakter, der er rendyrket ond, men hans ondskab synes at bunde i en forståelse af James' karakter, som James ikke selv besidder. Madge er mere end nogensinde en sammensat karakter, og det er svært at give en entydig tolkning af hans motiver. Hvad er hans forhold til James? Hvorfor reagerer James så voldsomt, da Madge dukker op i hans hus?

I skyggens af Hübbes Madge er det ikke helt let for Ulrik Birkkjær at skabe en James, der kan stå på egne ben. Birkkjær er sød, men en smule veg, og selvom det giver mening i forhold til hans karakter, virker han ikke helt så utilpasset som han burde, ikke helt ude af trit med omgivelserne. Som danser er han til gengæld i topform, især hans soloer var så frydefuldt formfuldendte, så ubesværet smukke at det næsten ikke kunne blive bedre. Det er forståeligt, at Effy ikke har lyst til at slippe ham, selv efter hans svigt. 

Alexander Stæger leverer et nuanceret portræt af Gurn, fuld af elskovssyg længsel efter Effy og tvært surmulende hver gang han bliver skubbet til side til fordel for James, der tydeligvis ikke nærer samme stærke følelser for pigen. Alligevel er han dog anstændig nok til at tøve, da Madge manipulerer ham til at vinde Effy ved en løgn. Hans ansigtsudtryk i frierscenen, mens Madge kostede rundt med ham, var utrolig morsomt at overvære, og hele scenen var kostelig og dybt nødvendig – det er sidste gang man får noget at le af i handlingen, fra da af er det ren tragedie.


Effy var desværre knap så godt ramt. Jeg forstod så udmærket, at James stikker af fra sin brud, for i Kizzy Matiakis’ skikkelse er Effy en ordinær pige med samme grad af personlighed som kulissens grå vægge. Selvfølgelig skal Effy ikke være for indtagende, hun bør ikke overstråle Sylfiden, hvis historien skal give mening, men hvorfor skal hun være så intetsigende? Da James flygtede, var Matiakis’ fortvivlelse så utroværdig, at jeg mistede al sympati for hende. Kun én gang, da hun skal sige ja til Gurn, syntes der at være en grad af ægte følelse i hendes spil. Med et forstenet ansigtsudtryk giver hun hånden til Gurn, og hendes tøven og modstræbende accept i scenen virkede realistisk. Hun har lige mistet den mand hun elskede, og må nu tage til takke med den første den bedste der tilbyder sig. Uden tvivl et fornuftigt valg, og i længden bliver hun sikkert mere lykkelig med Gurn, end hun kunne være blevet med James, men valget forekommer alligevel koldt og trist i al sin snusfornuft.

Er James bøsse?
Det homoseksuelle element, der ifølge rygterne var blevet tilføjet i historien, fremstod ikke nær så entydigt, som man kunne have troet. Hvilket på én gang var en lettelse og en smule skuffende, hvis man som jeg havde forventet en kontroversiel iscenesættelse. Guldhornene er måske smeltet om, men formen er ikke radikalt anderledes i forhold til før. Denne version kan bedst karakteriseres ved, at den stiller flere spørgsmål, end den giver svar. Der er ingen entydig løsning på gåden om James, Sylfiden og Madge, deres indbyrdes relationer og karakter er åben for fortolkning. Er James homoseksuel? Er Madge? Det efterlader et indtryk af noget vagt og uforløst. Til gengæld har balletten stadig et stærkt greb om hjerterødderne, og i denne udgave forsøger Hübbe at slippe den naive naturromantik for at stille skarpt på den menneskelige psyke. Hans version er ikke fejlfri, men den sætter tankerne i gang. Det er en ballet, jeg mener man bør se - og derefter gense for at fange alle nuancerne.

Hvis jeg skulle komme med et ønske (ud over selvfølgelig at opleve en troværdig Effy), skulle det være en Sylfide med større karisma, en James med lidt mere kant. Casting betyder alt, og det ville løfte iscenesættelsen op på det niveau, hvor den hører hjemme. I førsteholdets gestaltning er den god, men ikke fantastisk. Den er seværdig, gribende, underholdende og interessant, men selvom jeg er glad, er jeg ikke helt så begejstret som jeg gerne ville være. Det er trods alt Bournonville vi har med at gøre.

Sylfiden er en ballet gennemsyret af længslen efter det ukendte, efter noget større og skønnere, der rækker ud over vores små, grå liv. Sylfiden er alt det, vi i hemmelighed drømmer om, men de fleste af os opretholder forbindelsen til virkeligheden og lader os nøje. Kun få går planken ud, det er dem, der som James ikke kan ignorere drømmen. Og har man først set Sylfiden flyve ind i stuen i en sky og hvidt lys, hvordan kan man så modstå hendes kalden?

Sylfiden spilles som en del af et dobbeltprogram, hvor Etudes også indgår, frem til 27.februar. Læs mere om forestillingerne her

Der er tre hold på Sylfiden, og på andetholdet er det Alban Lendorf, der danser James over for Alexandra Lo Sardos Sylfide. Ikke mit yndlingspar, men forhåbentlig vil de overraske positivt. Alban-fans kan passende hoppe på denne version, men selv er jeg mest spændt på tredjeholdet, hvor Gregory Dean debuterer som James over for Amy Watson som Sylfiden. Et cast som jeg har høje forventninger til, dels fordi Dean i sidste sæson var fantastisk i alt, hvad han dansede, dels fordi Watson har mere udstråling end Grinder og Lo Sardo. Man har jo lov at håbe.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar