 |
Hvilken betydning har vores minder for vores selvopfattelse? Er vi evigt mærket af den historie vi bærer rundt på, eller kan vi gøre os fri af den? Og bør vi, eller er erindringerne snarere en del af, hvem vi er?
Mindernes betydning for vores identitet er et uudslukkeligt emne, som kunsten bliver ved at tage op. Vores individuelle historie, vores fortid er på godt og ondt en del af vores personlighed, den definerer os. Men hvad sker der, hvis vores minder bliver sluppet fri, hvis de bliver givet videre til andre, ikke i form af en selvbiografisk skildring, men som løsrevne hændelser, viderebragt anonymt til folk vi ikke kender, som intet ved om os, ud over hvordan vi ser ud i de få minutter, hvor vi sidder foran dem og giver dem vores beretning om ét minde om en ganske bestemt hændelse i vores fortid?
Det er præmissen for THEN I WAS LIKE. Og dette er ikke en anmeldelse, men en opfordring. Gå ind og se stykket, hvis du vil udfordres, både på din selvopfattelse og på mindernes betydning. Jeg omtalte forestillingen i et tidligere indlæg, og anmeldte den nyligt her. Den spiller sidste gang i aften, så du skal være hurtig, men det er værd at bruge sin dyrebare lørdag på.
Da anmelderen kom på scenen
Selvfølgelig er jeg ikke helt objektiv, for folkene bag stykket var smarte. Det er meningen, at publikum helt bogstaveligt skal involveres i forestillingen, og selv blev jeg i flere omgange hevet op på den lille scene, først som én ud af tre, der blev sat til at spille på hver sit instrument (det var ikke helt så farligt som det lyder, da vi kun skulle spille enkelte toner og fik vist hvad vi skulle gøre), og til sidst kom jeg i centrum, da jeg ene kvinde blev sat midt på scenen, fik høretelefoner på og i mikrofonen skulle gentage de sætninger, som en blød stemme videregav til mig. Et smart, men også risikabelt trick fra teaterfolkenes side, for hvad hvis jeg havde lidt af uovervindelig generthed eller sceneskræk? Heldigvis for dem (såvel som for mig selv, der pludselig fik performerens rolle) var det ikke tilfældet, og i stedet vandt de denne anmelders respekt for deres vovemod.
Tilbage står selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt man kan tage personlige beretninger ud af deres kontekst og få dem til at give mening som løsrevne, enkeltstående og dybt fragmenterede fortællinger?
Se forestillingen og døm selv.
THEN I WAS LIKE spiller sidste gang lørdag d.13.september kl.19 og 23. Billetter bestilles ved at skrive til idafredericia@gmail.com, men kan (så vidt vides) også købes i døren. Begrænset antal pladser.
 |
| K for kulturs skribent udstyres med hovedtelefoner og mikrofon. |
 |
| Publikum står for musikken. Fotos: Karl Munck-Westh |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar