Dårlig barndom = stor kunst

Foto: Morten Holtum

 Kunsten fascinerer. Du kan ikke nægte det, for du ville ikke sidde netop nu og læse denne blog, hvis du ikke havde en vis interesse, en vis fascination af kunsten. Medmindre din læsning enten bunder i en interesse, fordi du kender mig, eller fordi du tilfældigvis kom forbi. Hvis de to sidstnævnte muligheder er årsagen, nærer jeg det ydmyge håb, at selve indholdet også fanger dig en gang imellem, men hvis ikke, tja, der er masser af underholdende blogs om mode, boligindretning og børn, om computerspil og ligestillingsdebat, sport og politik. Hvis det er det, der tænder dig, så klik endelig videre, no hard feelings herfra.

Er du der endnu?

Skønt, så kan vi komme i gang.

Er det personlige nøglen til kunsten?
I sidste indlæg kommenterede jeg DR Ks seneste, kedsommelige salondebat. Det underliggende tema for endnu en gang von Trier-diskussion (som vi har oplevet utallige gange i stort set alle danske medier) var et ønske om at begribe personen Lars von Trier. Det er for længst slået fast, at han er en stor filmkunstner, måske den største vort lille land nogensinde har produceret. Dét gør ham interessant, men interessen handler i lige så høj grad om manden Lars som kunstneren von Trier.

Når det gælder kunst, vil vi gerne forstå, hvad det hele handler om, og for mange ligger nøglen til forståelsen hos kunstneren selv. Det må være noget med barndommen, med skilsmissen, med teenageårenes uopnåelige piger. Som en flok hjerneforskere sætter journalister og akademiske forskere sig for at åbne kunstnerens hjerne, de tager vævsprøver, som de andægtigt analyserer. En kold mor, aha! Det er årsagen til de vanskelige kvinder i hans kunst. Mobning i skolen, jaså, det forklarer værkernes gennemgribende stemning af tristesse og sortsyn.

Mange kunstnere bruger åbenlyst deres eget liv i den kunst, de frembringer. Derfor ligger det lige for at bruge kunstnerens personlige oplevelser som nøgle til hans eller hendes værker. Men hvad hvis der ikke er nogen nøgle? Yahya Hassan er et glimrende eksempel på en kunstner, der synes formet af sin opvækst. Den barske barndom og ungdom er det stof, som ligger til grund for hans digtsamling, det har formet ham som menneske. Var han blevet digter, hvis han bare havde haft en kedelig middelklassebarndom med kærlige forældre?

Der findes mange menneske hvis ulykkelige barndom ikke har forløst et kunstnerisk potentiale hos dem. Jeg er derfor mere end skeptisk over for tanken om, at Lars von Trier blev kunstner på grund af sin frigide mor, og Yahya Hassan på grund af sin voldelige far.

Kunstneriske gener er biologiske blindgyder
Hvordan skabes en kunstner? En dag finder forskere måske et særligt kunstgen i den menneskelige DNA. Personligt hælder jeg stærkt til tanken om, at en kunstner er præget af en bestemt mental kodning, kald det talent, og det vil nok ikke være helt ude i skoven. Personlighedsforstyrrelse er nok et lige så godt ord. Fra biologiens side giver det jo ingen mening at frembringe et individ, der hellere vil lave noget fuldstændigt uproduktivt end at arbejde for artens overlevelse. Kunst er en genetisk blindgyde, alligevel dyrker vi ud i det ekstreme de uheldige artsfæller, der er underlagt kunsten.

Jeg vil vove den påstand, at de, der kommer tættest på at forstå kunsten og kunstneren, ikke er journalisterne, men kunstnerne selv. Derfor vil mit næste indlæg handle om to kunstnerportrætter skabt med kunstens virkemidler, to filmværker, der i sig selv kan kaldes kunst. Det ene er ren fiktion, det andet er postuleret virkelighed.