mandag den 24. februar 2014

Kan Alban Lendorf danse Mr. Nice Guy?

Fotos: Costin Radu

Hvem er Manon? Manon er den forkælede skønhed, der ikke kan bestemme sig. Den vægelsindede kokette, der lokker mænd i fordærv. Hendes problem er ikke, at hun ikke kan få den hun vil have, men at hun ikke kan acceptere de valg, som livet byder hende. I Manons verden er det både og, ikke enten eller. Deri ligger hendes tragedie.

Manon Lescaut er en fransk roman fra 1731, skrevet af Abbé Prévost. Den var en skandale, da den udkom og blev faktisk forbudt af myndighederne på grund af sit 'usædelige emne'. Historien minder meget om den lidt mere kendte Kameliadamen, men Manon ligger meget langt fra den helgen-agtige, altopofrende heltinde i Dumas' bog.

Manon er amoralsk, beregnende og til salg for højestbydende. Om bejleren tilbyder penge eller kærlighed er ikke så vigtigt, så længe han overbyder sine konkurrenter. Hun elsker den fattige Des Grieux, men hun kan ikke stå for det luksusliv, som hendes rige beundrer tilbyder hende. Det går grueligt galt, fordi pigen først for sent forstår, at kærligheden er vigtigere.

Ikke særlig beundringsværdigt, men såre menneskeligt. Måske derfor bliver hun ved med at fascinere, fordi vi inderst inde godt forstår hende. Hvem har ikke på et tidspunkt sat status over integritet, valgt den populære dreng i klassen frem for nørden ovre i hjørnet?


Flot ballettragedie
Efter mere end otte år er Kenneth MacMillans ballet tilbage på Det Kongelige Teater. Selvom vi er mere end halvvejs i sæsonen, er det først nu, vi får en stor, romantisk ballettragedie serveret. Det har været tiltrængt, men selvom Manon er flot og inderlig til Massenets smægtende toner, manglede der noget ved premieren i lørdags. 

Sidste gang var det Silja Schandorff, der sammen med stjernedanseren Nicolas Le Riche dansede sig til 6 stjener. Den er svær at stikke, men teatret har selvfølgelig sat sin egen stjerne, Alban Lendorf, til at danse helten Des Grieux. 

På papiret giver det mening. Hvis man har en guldkalv, skal den også vises frem så meget som muligt, så folk kan beundre den. Men der er et eller andet ved Lendorf, der ikke helt fungerer, når han sættes til at danse heltepartier. Ingen tvivl om, at han rent teknisk er uovertruffen, der er ingen over ham i Den Kongelige Ballet, hans spring, hans linjer, det hele er sublimt. Alligevel mangler der noget. Balletten om Manon og Des Grieux er en handlingsballet. Det er det personlige drama, den tragiske kærlighedshistorie, der står i centrum. Som publikum skal man leve sig ind i personerne, og kan danserne ikke formidle deres karakterer, så vi forstår dem, bliver resultatet koldt, en gold række bravurnumre uden egentligt indhold.


Trinopvisning uden personlighed
Så galt stod det ikke til ved premieren, men både Lendorf og hans partner, Alexandra Lo Sardo, havde ikke helt greb om det ulykkelige par, de skulle portrættere. Jeg fik aldrig fornemmelsen af, hvem Manon og Des Grieux egentlig var. Lo Sardos Manon var både sød og køn, men lidt endimensional. Hvad angår Des Grieux, var det svært at føle sympati for en person, som ikke syntes at have meget personlighed at gøre godt med.

Det sære er, at begge dansere tidligere har demonstreret, at de kan skabe levende og troværdige karakterer. Lo Sardo var fin som den temperamentsfulde Marchen i sidste sæsons Kermessen i Brügge, mens Lendorf har skabt afrundede personer både som Armand i Kameliadamen og Sid i efterårets Come Fly Away. Hans Mercutio fra sidste års Romeo og Julie, en rapfodet gavtyv og kvindebedårer, stjal fuldstændigt billedet fra det elskende par, han var intenst levende lige til det sidste, selv da han var ved at dø.

Lendorf mangler ikke dramatisk flair, men tilsyneladende har han svært ved at give det frit løb, når han danser de mere ensporede heltepartier. Hans romantiske førsteelskere bliver sjældent rigtig levende på scenen, men virker snarere som flade figurer, der ikke er engageret i historien eller den kvindelige partner. 

Det er en kunst at give en balletkarakter personlighed, at have overskud til at nå ud over det tekniske og ind i den psykologiske skildring. Især når det gælder heltefigurerne, der som udgangspunkt ikke giver danseren så meget at arbejde med rent dramatisk. Hvordan gør du Mr. Nice Guy til en sammensat person? 


Teknik eller indlevelse?
Selvom det giver mening, at en danser med Lendorfs kæmpestore, tekniske talent sættes i centrum, synes jeg stadig det er et problem, hvis teknisk perfektion skal gå forud for alt andet. For det er vel dramaet, der bør være det bærende i en handlingsballet? Der er en verden til forskel mellem den teknisk dygtige præstation, der fremkalder intellektuel anerkendelse og pligtskyldig beundring hos tilskuerne, og så den indfølende præstation, der ophæver distancen mellem publikum og danser, så tilskueren bliver suget ind i den verden, som fremkaldes gennem dansen. 

Hvis en forestilling handler om de store følelsers drama, er teknisk bravur ikke nok. Vi går jo for pokker i teatret for at blive forført. Kunstneren skal have hjertet med, ellers bliver dansen en kold trinopførsel, en pragt uden indhold. Når danseren lever sig ind i sin rolle og viderebringer denne indlevelse til sit publikum, berøres tilskueren instinktivt af den ordløse fortælling. De store, dramatiske historier skal føles, ikke tænkes.

Netop MacMillans ballet sætter følelserne på spidsen og prøver at grave et spadestik dybere i den menneskelige psykologi med komplicerede, tvetydige karakterer. Manon er reelt usympatisk, men vi skal stadig forstå hendes motiver og handlinger. Des Grieux er dybest set et fjols, men han skal alligevel vække vores sympati. Dette er ikke Bournonville, hvor et væld af farverige bifigurer kan opretholde interessen. Alt står og falder med skildringen af hovedpersonerne.


Sjælfulde præstationer fra andetholdet
Andetholdet, der dansede om søndag, havde til gengæld bedre greb om deres roller. Ulrik Birkkjær var en nuttet Des Grieux, netop ikke en heltetype, men en ung mand der bliver ramt af kærligheden og lader den styre sit liv helt og aldeles. En mand, der i udgangspunktet er ærlig nok, men kaster alle principper over bord i sin kamp for at vinde og fastholde Manon.

Mens Alexandra Lo Sardos Manon led under en vis mangel på personlighed, havde Birkkjær et godt match i J’aime Crandall. Hun har en fantastisk evne til på én gang at udtrykke sødme, uskyld, tankeløshed og ømhed. Hendes Manon var ikke helt naiv, men heller ikke helt beregnende. Hun glemte ikke sig selv i forelskelsen, men dyrkede den på en selvisk, nydelsessyg måde, og fik mig til at tro på hende som en person, der både var oprigtig i sin kærlighed og fuldkommen underlagt sin svaghed for luksus, som gjorde det let for hende at forlade sin elskede til fordel for juveler og smukke kjoler.

Crandalls Manon udviklede sig umærkeligt igennem små blikke, bevægelser, tøven. Hun blev i stand til at vælge kærligheden, blev i stand til at fravælge pengene, og derfor føltes hendes fornedrelse så grum, hendes angerfulde, dødsmærkede feberdrømme i Louisianas sump så meget mere hjerteskærende af den grund.

Hvor Lendorf og Lo Sardo blot fremviste virtuos dans og berørte deres karakterer i overfladiske træk, trængte Birkkjær og Crandall dybere ned i de personer, de fremstillede. Til gengæld fik de en helstøbt tragedie ud af anstrengelserne og gav endelig Manon en sjæl og et hjerte.

Så hvis du vil se en fænomenal danser udfolde sig, gå ind og se Alban Lendorf. Hvis du vil forføres af en grum kærlighedshistorie, så se Manon når Ulrik Birkkjær og J'aime Crandall danser.

Manon spiller 6 gange mere frem til den 12.3. Billetter kan købes på kglteater.dk.


Follow my blog with Bloglovin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar