Sinatrask showdans reddet af sexet balletcharme

Foto: Costin Radu

Ballettens Sinatra-satsning dette efterår har vist sig en stor succes. Ikke siden sidste sæsons Romeo og Julie og forrige sæsons Kameliadamen har publikum reageret på en kongelig danseforestilling med så overvældende og umiddelbar begejstring.

Middelmådig Sinatra-hyldest
Hvis jeg skal være lidt kynisk, vil jeg sige det skyldes, at stykket er ekstremt let tilgængeligt. Musikken består af Frank Sinatras mest elskede ballader og swingende hits, og dét i sig selv gør det nemt at blive revet med, især når det bliver serveret med et velspillende, live jazzband anført af Chris Minh Doky, i sig selv et stjernenavn.

Min begejstring har hele tiden været til at overskue. Måske fordi der skal meget til, før jeg bliver revet med af en forestilling. Hverken førnævnte Kameliadamen eller Romeo og Julie vandt mit hjerte 100 procent, måske fordi begge forestillinger blev omgærdet af så meget hype, at de næsten kun kunne skuffe. Hvis man fra starten forventer at blive blæst væk af noget, som alle er enige om er aldeles fantastisk og vidunderlig, skal der rigtig meget til at indfri forventningerne. Så er det bedre at gå ind til en forestilling uden nogen forventninger overhoved , så ens sind forbliver åbent fra start af.

Sådan havde jeg det med Come Fly Away, og alligevel var jeg ikke helt tilfreds. Ikke fordi den ikke er et gensyn værd, på nuværende tidspunkt har jeg nok været omkring den en ti gange eller mere. Musikken er god og kan høres igen og igen. Danserne er mindst lige så gode, enkelte tæt på det fantastiske. Historien der skal binde forestillingen sammen, er en tynd kop the, og karaktererne er for overfladisk udtænkt, for ens i deres handlinger undervejs, for stereotype. Det er svært at skabe dybde i en rolle, der ikke giver råderum til dette. Man kan gøre meget med teknik og personlighed, men det er ikke altid nok. Jeg er en hund efter gode historier, og den mangler i denne danse-homage til Ol' Blue Eyes.

Så hvilket indtryk efterlader en ballet, der er overfladisk og uden egentlig fremdrift i handlingen og koreografien? Den har en basal underholdningsværdi, der gør den særligt velegnet til folk, der ikke normalt ville se ballet (min veninde fik lokket sin kæreste med ind, der absolut ikke var prototypen på en balletelsker. Det siger meget, at han holdt ude hele vejen igennem og bagefter udtalte, at han havde været okay underholdt).

Rødglødende danseflirt stjæler billedet fra Alban
Ud over dette er det interessant at se balletdanserne skifte tåspidsskoene ud med høje hæle, give slip på den stive perfektionisme og danse løssluppen showdans. Det Kongelige Teater havde som sædvanligt promoveret stjernedanseren Alban Lendorf i forsøg på at sælge forestillingen. Som altid var han fantastisk som Frank Sinatras alter ego, der blev skiftevis tiltrukket og frastødt af en Ava Gardner-lignende Amy Watson, der vimsede ubeslutsomt omkring, snart hed og forførende, snart kølig og tilbagetrukket. Hun kunne snildt være trådt direkte ud af en Hollywoodfilm fra 50erne, og man forstod godt, at mændene konstant kæmpede om hendes gunst.

Alligevel var det nogen helt andre, der stjal opmærksomheden og gav forestillingen lige den tand ekstra, der gjorde den mindeværdig. Femke Mølbach Slot skabte en rødglødende femme fatale som Kate, hvis had/kærlighedsflirt med en ultramacho Gregory Dean stjal hele showet for næsen af Alban og Amy.

Charles Andersens søde og kejtede tjener var fint parret med en nuttet og ungpigeusikker Benita Bünger, der var yndig nok til at knægten knap vidste, hvilket ben han skulle stå på. Hendes rolle gav knap så meget at arbejde med som hans, der til gengæld var et fint studie i, hvordan unge mænd kan lave pinlige fuckups i deres naive tilgang til det modsatte køn. Andersen havde en perfekt komisk timing kombineret med tonsvis af udstråling, og han er en danser, der helt klart har potentiale til flere store roller.

At være en værdig taber
Ét parti var problematisk undervejs. Rollen som den forsmåede bejler var besat af henholdsvis Marcin Kupinski og Nicolai Hansen. Marcin var decideret fejlcastet som den ynkelige Chanos, og det var tydeligt, at hans elegante dansestil var for stiv til showdans.

Nicolai Hansen klarede sig bedre, men virkede heller ikke, som om han havde helt styr på karakteren, der skal agere henholdvis jaloux, tryglende ud i det pinlige, spritstiv og på jagt efter en ny, dejlig dame (eller i det mindste et knald, der kan give ham selvtilliden tilbage efter den ydmygende afvisning). Hvad den sexede vamp i skikkelse af Alba Nadal ville ved den bøvede fyr var svært at forstå.

Kun Alexander Stæger, der var reserve for Nicolai Hansen, fik rigtig styr på partiet og formåede at gøre karakteren troværdig. Selvom Chanos er en småkikset stodder, duer det ikke at gøre ham så taberagtig, at den seje, selvstændige Slim umuligt vil kunne lide ham. Stæger formåede at holde balancen mellem ydmygende kærlighedstryglen i "Body and Soul" og sejlende fuldskabsliderlighed i "Yes Sir, that's my Baby". Det kan være en kunst i sig selv at holde på et gran værdighed, når man er spillets taber.

Come Fly Away spiller en sidste gang på torsdag den 28.november, men mon ikke teatret gentager succesen i 2014? Det luner så dejligt at danse hver aften for en fuld sal og til stående applaus.