Den ordløse kunst - 242 år i trikot, 1.del

Foto: Signe Roderik

En kvinde ligger i fosterstilling på en bænk. Bænken står på en halvmørk scene. Hun ligger stille, mens en kvindestemme genlyder i stilheden. Stemmen er et levn fra fortiden, hun artikulerer ordene langsomt, omhyggeligt. Der er noget alvorligt, næsten vemodigt over stemmen, der fortæller om barnets byrder op til fødslen, det arbejde der ligger i at vokse og gøre sig klar til livet.

Stemmen forstummer, musikken begynder. Skikkelsen vågner. Det er en kvinde, der er kommet ud over sin ungdom og på vej ind i alderdommen. En mager krop med kort, pjusket hår og rynker. Men det er ikke hvad vi, publikum ser. For kvinden på scenen er i dette øjeblik ikke en kvinde, men et lille barn, netop kommet ud af mors mave og fuld af ærefrygtig beundring for livet. Fascineret bevæger hun fingrene én efter én, ser begejstret, hvordan de bøjer sig ved hjælp af hendes vilje. Hun sutter på tæerne, kravler lidt rundt. Finder en bamse, som hun glad knuger ind til sig. Livets første kammerat.

Hun vokser for vores blik. Kommer i skolealderen, får en fin frakke på og trisser spændt afsted, ud i livet. En ny verden åbner sig i undervisningen, ivrigt rækker hun fingeren op for at svare på lærerens spørgsmål. Viser stolt, hvor meget hun kan tælle til, indtil rutinen sætter ind og den fagre nye verden bliver kedelig hverdag.

Med teenageårene bliver hun på ny bevidst om sig selv, for kort efter at bliver bevidst om den anden, da forelskelsen rammer. Sex går over i ægteskab, der går over i graviditet. Fødslens smerte er blot en overgang til den altopslugende kærlighed til barnet. Hun leger ømt med det lille nye liv, viser med fingrene, hvordan man tæller.

Alt er lykke. Indtil ægteskabet braser sammen. I kærligheden til barnet har hun glemt manden, og til hendes fortvivlelse holder hans kærlighed ikke længere. Han går, mens hun vrider sig i en smerte, der er større end noget, hun før har oplevet.

Men smerten går over, hun bliver ældre, bliver gammel og krumbøjet for øjnene af os. Barnet er nu et barnebarn, som hun forsigtigt tager ved hånden, lægger i seng, lærer det at tælle, som hun selv lærte det, som hun lærte sit barn det, ved fingrenes hjælp.  

Til sidst er hun alene, rejsen er ved at være til ende. Hun lægger sig ned på bænken, udstrakt, til kroppen med et bliver stille og stiv. Musikken, der har fulgt hende hele vejen, forstummer, og lyset dæmpes. Rejsen er slut.

Lis Jeppesen er en gudbenådet mimiker og skuespiller. På ganske kort til får hun os med lethed til både at le og græde. På Skuespilhusets Lille scene fyldte hun rummet med sit nærvær, sin evne til at forvandle sig fra et barn, der oplever alting for første gang, til en gammel kone, der har set det hele. Hun nåede hele følelsesspektret igennem, og hendes optræden, der fik dans og skuespil til at gå op i en højere enhed, er den mest intense blotlæggelse af de basale oplevelser, drifter og følelser i et kvindeliv, jeg hidtil har oplevet.

Petit Voyage som stykket koket er kaldt (der er ikke meget fransk over forestillingen, som er aldeles dansk og endda baseret på en monolog af Finn Methling, Rejsen til de grønne skygger), var første del af forestillingen 242 år i trikot, som er det andet stykke fra Corpus i denne sæson. Forestillingen gik i ganske kort tid fra torsdag til søndag i sidste uge.

Med Petit Voyage demonstrerer Lis Jeppesen, hvad en danser kan, når han eller hun ikke længere kan klare tåspidsdansen. Tilbage er mimikken, kroppen som redskab for en anderledes, måske endda en stærkere indlevelse og udtryk, end stemmen kan frembringe. Ballet er andet end høje spring og svimlende pirouetter, og det ordløse skuespil er karakterdanserens kunst.